Guldlokk spiller på Aveny-T den 11. oktober – i GRWMs kulisse!
Når Guldlokk inviterer til koncert på Aveny-T, bliver publikum trukket ind i en verden, hvor selvbedraget danser med hjertesorgen, og virkelighedsflugt serveres med et glimt i øjet.
Tilde Ingversen er komponist, producer og sangskriver og trækker tråde mellem pop, jazz, r&b og hiphop i elektroniske produktioner, der både er pulserende, festlige og melankolske. Hendes musikalske univers udforsker dikotomier og balancerer mellem sårbarhed og overlegenhed, desperation og selvsikkerhed.
På denne aften udforskes selvbedragets mange former - hvordan det opstår, og udfolder sig gennem brud, benægtelse, storhedsvanvid og ønsket om forsoning. Med sin vokal i front, bakket op af en DJ og to korsangere, skaber hun en koncertoplevelse, hvor der er plads til grin, tårer og eftertanke og hvor selvbedraget står lige ved siden af ærligheden.
Koncerten er siddende og der er derfor begrænset billetsalg.
Om Koncert i Kulissen:
Koncert i Kulissen er konceptuelle optrædener, hvor kunstnere arbejder sammen om at skabe helstøbte koncertoplevelser i krydsfeltet mellem musik og scenekunst. Koncerterne kan foregå i alt fra store scenografier til små installationer. Kombinationerne af kunstneriske greb er utallige og alle koncerter vil være forskellige i udtryk.
KONCERT | POP/R&B/HIPHOP
DØRE kl. 20:00
KONCERT kl. 21:00
SCENE Foyerscene
PRIS kr. 85 ekskl. gebyrer
(kan også købes i døren)
MED STØTTE FRA
Statens Kunstfond & Frederiksberg Kommunes Musikudvalg