Du er inviteret til en koncert, som går på line mellem eventyrets barnlige eng og hverdagens hårde facader.
Artisten sophie-lou og kunstneren Siri Viola samarbejder om at skabe et sørgekammer, hvor sangene får visuel betydning, og et intimt rum opstår med tusmørkets lange skygger. Her flyver fuglene lavt, og uvejret er på vej.
Du kan forvente hviskende toner og fortællinger i en inderlig undersøgelse af, hvad der findes i illusionernes bristen. For hvordan sørger vi, når tingene falder fra hinanden?
sophie-lou
Følelserne ligger blottede i sophie-lous univers. Bag kunstnernavnet befinder sangskriver, producer og sanger Sofie Thorsen sig. Med en baggrund i DR Pigekoret forbinder sophie-lou de harmonier, vi forbinder med den danske sangskat, til skraldede DIY-lyde, skæve synths og et inderligt og direkte tekstunivers. Resultatet er storladent og sårbart, og sophie-lou inviterer lytteren ind i et rum, hvor det personlige bliver universelt.
Special Guest: Godt Gået Frej
Med melodisk flair og stilsikker sangskrivning, leverer Frej uperfekte anthems der drejer sig om, ikke at vide hvad man skal gøre af sig selv på et dansegulv, at secondscreene til nak og æd for at glemme sine problemer og frygte at dø inden man ser venedig. Hans smittende, underfundige popsange er en kærlig hyldest til livets gode og dårlige stunder - et musikalsk skulderklap, der minder om, at vi er gode nok, som dem vi er.
Om Koncert i Kulissen
Koncert i Kulissen er konceptuelle optrædener, hvor kunstnere arbejder sammen om at skabe helstøbte koncertoplevelser i krydsfeltet mellem musik, billede- og scenekunst. Koncerterne kan foregå i alt fra store scenografier til små installationer. Kombinationerne af kunstneriske greb er utallige og alle koncerter vil være forskellige i udtryk.
KONCERT | INDIE/SINGER-SONGWRITER
DØRE kl. 19:00
KONCERT kl. 20:00
SCENE Foyerscene
PRIS kr. 130 + gebyr (kan også købes i døren)
SET DESIGN, KONCEPT Siri Viola, Sofie Thorsen
FOTO Julie Konstantinovich
MED STØTTE FRA
Statens Kunstfond og Frederiksberg Kommune.