
Musiker, sanger, komponist, producer – vidunderbarn. Allerede som 14-årig blev Kasper smidt ud af skolen, fordi musik fyldte så meget i hans liv – året efter var han 15 år gammel trommeslager i musicalen "Hair" – samme år, han som yngste elev nogensinde blev optaget på Musikkonservatoriet. "Buki Yamaz" og "Entrance" er blot to af en rasende mængde bands, Kasper har slået sine folder i – inden en lang solokarriere med eget band for alvor markerede ham som både sanger og komponist. Især som producer har han markeret sig det sidste tiår for bl.a. CV Jørgensen, Caroline Henderson, Gangway og Maya Albana. Lige nu hitter han på Europas natklubber og alverdens "dance charts" med sit nyeste projekt Domestika og nummeret "Speechless".